Foreløbig indhold:
1. Dåbskjolen (af Inga le fevre)
2. Mine Tyrkiske strømper (Lise Schrøder)

Dåbskjolen

Siden middelalderen er de fleste danske børn blevet døbt. På den tid, hvor man i Danmark var katolikker, var det skik at lade dåben finde sted få dage efter fødselen, da man frygtede de ondes magter og djævelens indgriben. Denne skik ændrede sig ikke meget efter reformationens indførelse.

I starten har kristenstøjet, som det tidligere benævntes, været et stykke hvidt firkantet stof, som svøbtes om barnet. Dåben symboliserer, at det lille barn bliver optaget i den kristne menighed, og den hvide farve er symbol på renselse og renhed. I den katolske tid blev børnene lige efter dåben, medens de endnu befandt sig ved døbefonten, iklædt en hvid dragt og en hvid hue, hvorefter præsten sagde: ”Modtag den hellige hvide og ubesmittede klædning, som du skal bære for Kristi domstol, at du må få et evigt liv.”

Ved reformationens indførelse blev denne skik afskaffet, men overtroen forsvandt ikke. Folk ønskede stadig en særegent dåbstøj. Det blev nu en verdslig højtidsdragt, spraglet og kostbar, men som i øvrigt arvede al den kraft, som tidligere dragter havde haft. Adelen og de rige borgere og bønder kunne nok skaffe sig kristenstøj til deres børn selv, men det var sværere for de fattige. De enkelte præster overtog nu kirkens tidligere skikke og lånte nu kristenstøj ud for penge. Dette blev efterhånden en skik, at præsten udlejede kristenstøj til deres sognebørn. De burde måske ikke efter den nye lov have indladt sig på det, men overtroen var stor på det tidspunkt og biindtægten var et godt supplement til en ussel løn. Overtroen var så stor, at det var nærliggende at tro, at præstens kristenstøj var kraftigere og derved bedre til at holde onde magter og djævelens indgriben væk end almindeligt hjemmelavet tøj. Fra midten af syttenhundredetallet fik andre end præster også mulighed for at leje kristenstøj ud, og derudover havde man på nogle herregårde to sæt kristenstøj. Et som herskabet selv brugte og et som blev lånt ud til herregårdens arbejdere.

Kristenstøjet ændrer sig fra at være et svøb til en pose og derfra til en pose med hul til armene. Der kunne også foruden kysen være en lille trøje til. Fra begyndelsen af attenhundredetallet begynder dåbskjolerne at

ligne dem, vi kender i dag, og fra omkring 1850 er de næsten alle hvide. Det blev mere og mere almindeligt, at man havde familiedåbskjoler, hvor slægtens børn blev døbt i. De er alle lavet af det fineste stof eller broderet med hvidt broderi.

I min slægt har vi to dåbskjoler, der begge er syet af min mormor. Den ældste, der er brugt til slægtens børn i min moders og min generation, er i tyndt hvidt stof med flæse forneden og flæser i hele forstykkets længde. Der var lyserøde silkebånd til pigerne og lyseblå til drengene. Der var en lille kyse til, men så vidt jeg husker, har den ikke været brugt ret meget, da den er meget lille. Min mormor har broderet alle de børns navne, der er døbt i kjolen, ind på forstykket med hvide fladsting. Jeg kan ikke huske, om der er yderligere broderier på den. Det kan der godt være, for min mormor var meget dygtig og glad for at brodere. Denne kjole er nu afleveret til Hals Museum. Jeg tror, at jeg vil bede om at få lov at se den en dag.

Den anden dåbskjole, som min mormor også har lavet er med venitiansk broderi. I den er mine søstres børn og børnebørn døbt. Deres navne er broderet på efter dåben. Den er stadig i brug, når der er lejlighed til det. Så vidt jeg husker, er der ingen kyse til, sikkert efter erfaringer fra tidligere.

I dag er det ikke ualmindeligt, at man får syet en dåbskjole af sin brudekjole eller konfirmationskjole.

Inga le Fevre.

Kilder:

Textil på liv och död. Ölands Museum.

Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden.

Den Gamle Bys Lommebibliotek 5: Dåbstøj

Mine tyrkiske strømper.                 

En sommer engang i 1980´erne holdt min mand og jeg sommerferie på en campingplads i Gümüldür, en lille landsby i det nordvestlige Tyrkiet.

På en tur til Efesos gjorde vi holdt i den nærliggende by Selcuk, og besøgte der det farverige marked, hvor der var ”melongader” i både grønt og orange, grøntsagsboder med sirligt arrangere bønner i lige rækker, chili trukket på snor, appelsinpyramider og persille arrangeret som krans om handelsmandens stråhat; sig ikke, at tyrkerne ikke forstår sig på æstetik.

En del af markedet var helliget tekstiler og dér faldt jeg over et par strømper, som jeg bare måtte eje. Kraftige hjemmestrikkede uldne strømper af hårdt spundet garn.

De har i perioder pyntet på væggen i entréen blandt andre hjembragte tekstile kuriositeter

Og så!  Sidste år ved decembermødet havde vores forening arvet en del bøger og blade fra Ellen Jensen – og dér, blandt mange lå ”Knitted Stockings from Turkish Villages” . Den så interessant ud – strømperne på forsiden lignede noget jeg kendte!

Materialet i mine strømper er som sagt hårdt spundet, uld af får. Skaftet er 23 cm langt, hælen en timeglashæl, hvilket gør at de er rigtigt svære at få på. Størrelsen er ca. 40. Hæl og tå har andre mønstre end skaft og fod, der har en gennemgående mønsterbort i forskellige farver. Egentlig var det først, da jeg fik bogen og gik på opdagelse i den, at jeg opdagede, at det er den samme mønsterbort der gentages, så forskellige virker de p.gr.a farvernes indbyrdes påvirkning.

I bogens indledning beskrives de unge pigers arbejde med spinding, farvning og strømpestrikning som en oplæring til deres egentlige beskæftigelse: tæppevævning. I denne opdragelse ligger der oplæring i sammensætning af farver, omgang med materialer og mønstre.

Mange strømpemønstre har navn og tilhørssted. Stjerne, blomst, knaphul, kaninøre, valnøddekerne, kamelhals, knap (som i øvrigt har en Selbu-stjerne som en del af mønsteret).

Strømpernes mønstre og farver er udtryk for alder, identitet, social rang, om gift eller ugift. De er således aflæselige symboler for alle, der forstår det ”alfabet”. Symbolerne er opstået i en tid, hvor kvinder var analfabeter (og det er de måske i høj grad endnu i de østlige provinser); mønstrene er udtryk for strikkerens idéer og oplevelser, og der kan være strikket ønsker og gode tanker ind i strømper-ne, ligesom man kender til det fra Arantrøjerne  (det er dem med snoninger).

”da bønderkonerne ikke kan læse og skrive bruger de denne ydmyge kunstform til at vise deres indre verden”.  (min oversættelse)

Kvinders strømper er enklere i mønstring, ikke så lange som mændenes – kvindernes skørter eller pludderbukser er jo længere end mændenes bukser, der går til under knæet og er stukket ind i strømpeskaftet.  Ugifte pigers strømper har vandrette borter i rødt eller pink, som jeg tror er oversættelse af violet. Der er i bogens afsnit om farvning af ulden ikke nævnt noget om, hvad der farver pink, men derimod et afsnit om planter til farvning af violet. Drengestrømper er strikket med lodrette ribmønstre i blåt og grønt. Gifte mænds og kvinders strømper er med vandrette mønsterborter. Mine strømper er således til en gift kvinde. Og det var jo meget passende. Bortset fra mønstret, altså, som hedder ”Young man´s moustache”.

Kilde: Knitted Stockings from Turkish Villges af Professor Kenan Özbel, 1981.

Lise Schrøder.
Midtjysk Tekstilkreds

7